-
Demonstranter blev ulovligt nøgenvisiteret af politiet
Источник: BDK Borsnyt / 18 дек 2024 09:12:06 America/Chicago
De demonstrerede for klimaet, men i maj 2022 blev flere af demonstranterne udsat for ulovlige magtindgreb af politiet. I Københavns Byret har flere af klimaaktivisterne fortalt om, hvordan de på politistationen blev ført ind i et rum, hvor de skulle afklæde sig helt, sætte sig på hug og hoste. En nøgenvisitation overvåget af politiansatte. Men det var ikke i orden. I alt har 19 ud af de 121 personer, som har sagsøgt Københavns Politi i sagen, fået medhold. I de sager skal Københavns Politi anerkende, at frihedsberøvelserne var ulovlige. Ikke alle sagerne, hvor aktivisterne har fået medhold, er om nøgenvisitationer. Enkelte handlede om for lang frihedsberøvelse. - Så selve frihedsberøvelsen har i de tilfælde været lovlig nok, men den har simpelthen været udstrakt i for lang tid, siger advokat Marc Stounberg, der sammen med advokat Emil Kiørboe repræsenterede aktivisterne. De, der har fået medhold, får mellem 2900 og 4300 kroner i godtgørelse. Derudover får enkelte af dem yderligere 4000 kroner, oplyser Københavns Byret. Sagen er den største om administrative frihedsberøvelser siden 2010. Her fik næsten 250 borgere rettens ord for, at de var blevet udsat for ulovlig behandling, da de blev lagt i strips og fjernet fra gaden i forbindelse med klimatopmødet i 2009 i København. Sagen tog sin start i dagene fra 6. til 13. maj 2022, hvor der fandt en række begivenheder sted, som af gruppen Extinction Rebellion blev kaldt "Vendepunktet". Demonstranter spærrede blandt andet broer omkring Slotsholmen i København, hvor de med meterlange bannere, sange og opråb gjorde klart, at de var utilfredse med den danske klimahandling. Flere aktivister stillede eller satte sig midt på kørebanen eller i fodgængerfeltet, nogle lænkede sig fast til hinanden, og enkelte limede sig fast til kørebanen. Også i og ved Københavns Lufthavn var der en demonstration. En række af demonstranterne ville ikke flytte sig, og de blev fjernet af politiet, fik strips om hænderne og sat i futtog, til de kunne køres til politistationen. Her blev nogle nøgenvisiteret. Byretten har vurderet, hvornår der var tale om en egentlig nøgenvisitation, og var der det, var indgrebet ulovligt ifølge retten. Det fortæller Stounberg. - Det var unødvendigt krænkende, og det var en umenneskelig eller nedværdigende behandling, som var i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og derfor også i strid med politiloven, hvor der står, at frihedsberøvelsen skal foregå så skånsomt som muligt, siger advokaten. De ulovlige frihedsberøvelser fandt sted 6., 9. og 10. maj 2022. Jannik Rasmussen er sektionsleder i juridisk afdeling ved Københavns Politi, og han har repræsenteret politiet i byretten. Onsdag eftermiddag har han ikke haft mulighed for at læse dommen endnu, men han oplyser, at nøgenvisitation generelt har været et fokus de seneste år. - Københavns Politi har haft fokus på at sikre, at det anvendes i de rigtige situationer, hvor betingelserne er opfyldt, siger han. Både demonstranterne og politiet kan anke dommen til landsretten. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/demonstranter-blev-ulovligt-noegenvisiteret-af-politiet